Jeg har en revne i min tand

Følelsen og årsagen

Du kigger dig måske i spejlet og ser at din ene tand har en mørk streg, der liner en revne? Bare rolig, det er ikke nødvendigvis en revne. Emaljen på tanden er ligesom porcelæn på en kop, hvor der godt kan være en revne i glasuren uden at hanken er ved at falde af. Det er altså helt normalt at der med tiden kommer lidt små revner i emaljen, og det er ikke nødvendigvis noget der skal behandles. Nogle gange skal tanden blot poleres, så misfarvningen bliver minimeret og så er det alene af æstetiske årsager.

De revner som tandlægen er opmærksomme på, er revner der starter inde i selve fyldningen og løber ud i tanden. Disse revner kaldes infraktioner på tandlægesprog, og dem vil du ikke kunne få øje på ved at kigge dig selv i munden. Du vil dog kunne mærke smerte, hvis du f.eks. tygger i en hård lakrids med en tand der har en revne. Der er ikke noget, du selv kan stille op, men vi opfordrer dig til at komme til tandlægen, hvis du har smerter i tænderne.

Revner i tænderne

Dine tænder udsættes dagligt for et stort pres og slid. Derfor er revner i tænderne et almindeligt problem, som man i dag har mere fokus på. Man kan forebygge skader på tænderne, hvis man behandler i tide. Revner kommer lettere, hvis dine tænder er behandlet med gamle fyldninger af sølvamalgam. Amalgamfyldninger limer ikke tanden sammen, og da din tand har en vis elasticitet, vil tyndere stykker tand bøje lidt, hver gang du tygger eller bider hårdt sammen. Der opstår derfor revner med tiden.

Forebyggelse og behandling af revner

Revnerne i dine tænder vil ofte være der uden symptomer. Først når de er dybe, vil du mærke dem og få tyggesmerter eller kuldefølsomhed i tanden. Revner forsvinder ikke igen og kan desværre ikke lukkes igen. Man kan dog forebygge revner, og man kan prøve at stoppe revnerne i at blive dybere ved at lime tanden sammen med plast. Vi kan forebygge alvorlige skader ved at skifte dine amalgamfyldninger til plastfyldninger, inden der kommer symptomer. Hvis du har symptomer fra tanden, kan det blive nødvendigt at lave en plastkrone eller en keramisk krone.

Dybe revner og symptomer fra din tand

Hvis du får symptomer fra en tand med dybe revner, kan man forsøge at afhjælpe ved at lave en plastkrone eller en keramisk krone. Vi kan dog ikke se den fulde revne på røntgenbilleder, og derfor kan en revne i en smertegivende tand være nået dybt i tanden. Den kan nå ind til nerven og måske dybt i roden. Vi kan kun se den del af revnen, som er uden på tanden. Hvis vi fjerner den gamle fyldning, kan vi sandsynligvis se revner, som har været under fyldningen. Det er vanskeligt at forudsige, om vi nu kan nå at redde en revnet tand med plastfyldning, plastkrone eller keramisk krone. Tænder behandlet på bedst mulig måde, kan drille med symptomer i uger, måneder til år efter korrekt behandling.

Rodbehandling af revnede tænder

Hvis du får tandpine i en revnet tand, kan man forsøge at redde den ved rodbehandling. Hvis vi skønner, at revnerne ikke når dybt i roden, kan vi forsøge at rodbehandle den på normal vis. Hvis vi derimod skønner, at revner går dybt i roden, kan vi hjælpe dig ved at henvise dig til en af vores tandlæger, som er specialiseret i rodbehandling, og som rodbehandler under et mikroskop. Med et mikroskop kan man vurdere, om en rodbehandling kan redde tanden, eller om den må fjernes. Reddes tanden, vil det være nødvendigt at lave en krone på den efter en kortere observationstid. Kronen fungerer i princippet som et ”spændebånd”, som holder sammen på tanden. Kronen lukker også tanden, så der ikke kommer bakterier ind i tand og rodfyldning.

Rodbehandlede tænder med krone kan revne og mistes

Der er desværre ikke 100% sikkerhed for at rodbehandling og kronebehandling sikrer, at din tand holder livslangt. Vi kalder ofte rodbehandlede tænder for ”glas-tænder”. Revner i ”glas-tænder” kan nemlig fortsætte med at blive dybere trods korrekt behandling. Det skyldes blandt andet det store tyggetryk, som er på tænder.

Hvis du mister din tand, øges tyggetrykket på resten af dine tænder. Derfor et den rigtige løsning efter tandtab at lave en tanderstatning i det tandløse område. Dette kan enten laves som implantatbehandling, hvor der isættes en kunstig rod og på denne en stub og til sidst en krone.

Hvis du har to tænder med store fyldning på hver side af det tandløse område, kan man lave en fastsiddende bro, som erstatter den mistede tand og forstærker de to fyldte tænder. Ved at lave tanderstatning sikrer man, at kræfterne ved tygning fordeles til så mange tænder som muligt.

Forebyggelse er altid den billigste løsning

Hvis dine tænder med sølvamalgamfyldninger og revner behandles i tide, kan man i de fleste tilfælde undgå komplikationer, og at tænder i værste fald mistes. Sammen kan vi se på dine tænder med revner og sølvamalgamfyldninger og lave en plan for skift af disse fyldninger, så du ikke kommer til at opleve de store uventede udgifter. Det betaler sig altid at forebygge i tide.

×
Find klinik Book tid Ny patient Find tandlæge Menu