Du kender måske følelsen af at se et billede af dig selv, hvor du særligt bemærker at tænderne ser misfarvede og gullige ud. Mange tænker straks at det må kræve en tandblegning. Men inden du farer ud og køber en masse tandblegningsudstyr, som du har set i reklamer på de sociale medier, så opfordrer vi til, at du tager en snak med din tandlæge og høre om dine muligheder.
Tandlægen vil typisk altid starte med at lave en grundig tandrensning, som I mange tilfælde frisker smilet op og lysner tænderne i sig selv. Tandpasta i dag er lavet sådan, at det skåner tænderne mest muligt og derfor ikke sliber tænderne særlig meget. Derfor vil en tandrensning gøre en stor forskel for tænderne.
Årsagerne til misfarvede tænder kan være mange. For nogle mennesker skyldes det farvestoffer fra farveholdigt mad- og drikkevarer, mens der i andre tilfælde kan være tale om aldersbetingede misfarvninger. Tænderne vil naturligt blive mørkere med alderen, ligesom farven også kan være varm i farven fra naturens side.
Har du misfarvede tænder, så er den vigtigste opfordring, at du ikke lader dig lokke af reklamer for blegeprodukter. Vi ser desværre ofte, at disse produkter skader mere end de gavner. Du skal i stedet booke tid hos din tandplejer og få en snak om dine muligheder. En tandblegning kan foretages hos langt de fleste personer.
Der kan dog være situationer, hvor det ikke anbefales at få en blegning. Det kan være hos personer med tandkødssygdomme, meget slidt emalje eller med ubehandlede huller i tænderne. Desuden bør gravide og ammende kvinder ikke blege tænderne.
Ved en professionel tandblegning lysnes tænderne naturligt og det er ganske ufarligt for både tænderne og tandkødet. De fyldninger eller tandkroner der er i eller på tænderne, ændrer ikke farve ved tandblegningen. Det er derfor nødvendigt at vurdere dine tidligere tandbehandlinger sammen med farven på tænderne, da ønsket om lysere tænder i nogle tilfælde kan betyde, at fyldninger eller tandkroner skal udskiftes.Tænderne forbliver ikke permanent hvidere, da tænderne naturligt vil blive misfarvede med tiden. Men det er en æstetisk behandling, der kan vedligeholdes efter behov.