Har du fået et slag på tanden, kan den risikere at blive slået løs. Men oplever du at dine tænder føles løse, skyldes det med stor sandsynlighed paradentose, som på tandlægesprog hedder parodontitis. Føles dine tænder løse, vil det ikke gå i sig selv igen – det vil kun blive værre, og derfor skal du komme forbi din tandlæge, så behandlingen kan igangsættes. Hvis du oplever at en eller flere af dine tænder er løse, er årsagen oftest at den knogle, der fastholder tanden i kæben forsvinder og derfor er der mindre støtte til tanden. Det er bakterier og dermed betændelsesreaktioner, der får knoglen til at forsvinde.
Paradentose kommer som konsekvens af betændelse i tandkødet, som opleves som hævet og rødt tandkød, der bløder ved tandbørstning. Mange af os oplever tandkødsbetændelse, og betændelsestilstanden forsvinder ofte igen efter god mundhygiejne evt. en god tandrensning hos tandlægen.
Får man ikke gjort noget ved betændelse i tandkødet, kan det udvikle sig til paradentose. Helt konkret er paradentose en betændelsestilstand, der opstår i tændernes støttevæv og som medfører at kæbeknoglen bliver nedbrudt og dermed kan tænderne komme til at sidde løse.
Får du konstateret paradentose eller begyndende paradentose, vil du komme i et behandlingsforløb hos tandlægen. Opgaven for tandlægen eller tandplejeren er her at fjerne tandsten og bakterier i selve tandkødslommen, så det ikke giver anledning til at de spreder sig yderligere.
Opgaven for dig som patient er at få 100 % styr på den rigtige børsteteknik. Mange patienter er enormt gode til at huske at børste tænder, men ofte viser det sig, at det er med den forkerte børsteteknik, og dermed kan det faktisk gøre mere skade end gavn. Din tandlæge eller tandplejer vil guide dig i den rigtige teknik, som er altafgørende i en paradentosebehandling.
Hos ORIS Tandlægerne laver vi en mundtlig aftale med paradentosepatienterne: Vi sørger for hygiejnen under tandkødet, og du sørger for hygiejnen over tandkødet. Det vil sige, du sørger for at børste tænderne rigtigt, bruger tandtråd og mellemrumsbørste, grundigt og ofte. Der er ingen af os, der har succes, hvis den anden ikke overholder aftalen.
Konstaterer tandlægen at du har paradentose (som rigtig mange danskere har), så vil en snak om rygning også naturligt finde sted. Rygning og paradentose er nemlig et særdeles dårligt makkerpar, hvis du ønsker at bevare tænderne.