Ondt i kæben

Følelsen og årsagen

Gør det ondt i kæben og dunker det fra en tand? Så skyldes det formegentlig en infektion.

I de senere stadier vil den pågældende tand gøre ondt, når du tygger med den. Sådanne symptomer skal du reagere på med det samme, så problemet ikke får lov til at udvikle sig. Betændelsen kan medføre, at tandkød, gumme eller kind hæver og en decideret tandbyld opstår. I starten kan det være svært at afgøre, hvilken tand betændelsen stammer fra, men her vil et røntgenbillede kunne identificere problemet.

Det kan være en infektion i form af betændelse ved en rodspids, som netop vil resultere i ømhed og følelsen af, at det dunker. Det vil også typisk gøre ondt i selve tanden og det sker, når der kommer betændelse mellem selve tandens rod og knoglen. Oplever du betændelse ved en rodspids, skal du kontakte tandlægen, og behandlingen vil være en rodbehandling.

Oplever du kæbesmerter, når du spiser, gaber eller snakker, kan det være en overbelastning på kæbeleddet eller det kan være opstået som konsekvens af, at du skærer tænder. Det er ikke altid, man selv er bekendt med om man skærer tænder eller ej, men måske vil andre gøre dig opmærksom på det, eller også vil du kunne se at tænderne slides.

Her kan en bidskinne være med til at gøre en forskel for dig. En bidskinne er en individuelt fremstillet hård eller blød skinne, som har til formål at aflaste kæbeled og muskler og mindske tandslid og tandpres. En bidskinne afhjælper, at tænderne udsættes for yderligere slid og giver kæbeleddet ro.

Er du stresset, anspændt eller lignende, kan det betyde, at du spænder mere op i musklerne omkring kæben. Til kæbespændinger findes der en række kæbeledsøvelser, som kan medvirke til at løsne spændingerne. Det kan lyde lidt skørt, at man skal lave øvelser med sin kæbe, når den jo i forvejen er i bevægelse når vi spiser, snakker osv., men kæbeledsøvelserne får netop din kæbe ud i nogle positioner, som den ikke normalt er i.

Det er vigtigt, at du bliver instrueret i kæbeledsøvelser tilpasset din situation, så du ikke forværrer et eventuelt problem. Vi anbefaler derfor, at du tager en snak med din tandlæge, som kan vejlede dig i det videre forløb.

×
Smile Design Book tid Ny patient Find tandlæge Menu