Snorken – et forstyrrende
element i søvnen

Snorken – et forstyrrende element i søvnen

Det er vigtigt at skelne mellem snorken og søvnapnø, da snorken er ufarligt, mens søvnapnø kan medføre risiko for følgesygdomme

Hvad er snorken?

Du kender sikkert den velkendte albue i sidebenene. Eller også er du den, der uddeler albuer, når du igen er blevet vækket af partnerens snorken. Lydene kan være voldsomme og har en tendens til at forstyrre søvnen hos både ens partner og en selv. Snorken er kort fortalt en lyd, der opstår, når luften under vejrtrækningen får vævet i svælget til at vibrere.

Svælget er et muskulært rør, som løber fra bagerst i næsehulen ned til strubehovedet. Når man sover, slapper muskulaturen af, og det betyder mindre plads i svælget under vejrtrækningen. 

Det anslås, at hver fjerde dansker snorker regelmæssigt. Jo ældre man bliver, desto større er risikoen for, at man snorker. Det skyldes, at vævet i svælget bliver slappere med alderen, og der kan også være en stigende tendens til overvægt med alderen.

Hvad skyldes snorken?

  • Overvægt
    Alle mennesker kan snorke fra tid til anden, og der findes flere faktorer, der kan påvirke snorken. En hyppig årsag til vedvarende snorken er overvægt. Det skyldes, at fedtvævet sætter sig dels på halsens yderside og dels imellem svælgets muskler, og dermed bliver svælgets diameter mindre. Derfor vil det være vanskeligere for luften at passere gennem luftvejene. En tommelfingerregel siger, at et halsmål på mere end 41 cm for kvinder, og 43 cm for mænd, vil forøge risikoen for snorken.
  • Rygning og alkohol
    Hvis man ryger eller indtager alkohol, har man større tilbøjelighed til at snorke. Rygning kan medføre irritation af vævet i luftvejene samt forårsage næsetæthed, som gør, at luften har sværere ved at passerem gennem næsen. Alkohol påvirker spændingen i muskulaturen i og omkring luftvejene, og derfor oplever mange, at snorken opstår efter indtagelse af alkohol.
  • Forstørrede mandler eller polypper
    En hyppig årsag til snorken, særligt hos børn, er forstørrede mandler eller polypper. Det kan også skyldes en tilstoppet næse, som øger tendensen til at trække vejret gennem munden og dermed øger risikoen for at snorke.
  • Arvelige forhold
    Snorken kan være arveligt betinget grundet anatomiske forhold i luftvejene som f.eks. stor tunge, lang drøbel eller stort overbid.

En snorkeskinne kan afhjælpe problemet

Snorken og dårlig søvn behøver ikke vare evigt. Løsningen kan være en snorkeskinne, som kan afhjælpe din snorken. Snorkeskinnen holder din underkæbe i fremskudt position hele natten. Det vil betyde, at lufttilstrømningen ned til den øverste del af svælget øges. Biddet vil blive hævet af skinnen, så vævet omkring halsen strammes op. Vævet vil derfor ikke længere blafre, når luften passerer igennem og
dermed vil lydene fra svælget fjernes.

En snorkeskinne kan specialfremstilles, så den passer til den pågældende person, og skal blot bruges i nattetimerne. Det anbefales, at man sover med den hele natten for at få den bedste funktion.

Gode råd

• Frisk luft i soveværelset
• Undgå høje temperaturer under søvn
• Vægttab kan hjælpe
• Undgå alkohol før sengetid
• Rygestop kan hjælpe

Snorken er et af symptomerne på søvnapnø, som udiagnosticeret og ubehandlet kan medføre følgesygdomme. Døjer man med snorken, kan det derfor være en god idé at få lavet en søvnregistrering hos en øre-, næse- og halslæge.


Mange lider af søvnapnø uden at vide det

Napper du tit en eftermiddagslur? Er du overvægtig? Sover du dårligt? Har du diabetes? Eller nævner din partner ofte din høje snorken og vejrtrækningspauser? Så kan det i følge overlæge på søvnmedicinsk afdeling, Rune Frandsen, være en god idé at lade dig undersøge for søvnapnø.


Læs hele magasinet “Tandsundhed”

Magasinet ”Tandsundhed” er udarbejdet med et ønske om at højne sundheden. Ikke bare tændernes sundhed, men hele kroppens sundhed. Her kan du læse og downloade hele magasinet med samtlige de artikler om tandsundhed, sammenhængen mellem mundens og kroppens sundhed samt gode råd.


×
Smile Design Book tid Ny patient Find tandlæge Menu