Parodontitis kan behandles

Parodontitis kan behandles

Om Mette Rylev

• Tandlæge, ph.d. i oral mikrobiologi
• EFP certificeret specialist i parodontologi
• Foredragsholder – nationalt og internationalt

Ca. 40 procent af Danmarks voksne befolkning – svarende til over 2,3 millioner mennesker – lider af varierende grader af parodontitis, men kun omkring 12-14 procent er i behandling. Det viser et studie fra Odontologisk Institut på Københavns Universitet fra november 2021. Vi har derfor at gøre med en sygdom, som rammer rigtig mange danskere, og som kan have stor påvirkning på kroppens øvrige helbred.

Ifølge tandlæge, ph.d. Mette Rylev får mange danskere ikke taget hånd om sygdommen i tide.

”Rigtig mange danskere får desværre ikke gjort tilstrækkeligt ved sygdommen. Faktisk kan man ved et mindre kirurgisk indgreb komme betændelsestilstanden til livs. Det kræver dog, at sygdommen opdages tidligt i forløbet, og at man foretager markante adfærdsændringer primært i form af forbedret tandbørstning og -rensning, samt at eventuel rygning stoppes,” fortæller Mette Rylev og uddyber: ”Det allerførste, man skal være opmærksom på i forhold til at spotte en begyndende og mild grad af parodontitis, er blødning fra tandkødet ved tandbørstning. Det er i langt de fleste tilfælde tegn på tandkødsbetændelse, men det kan også være første varsel om sygdommen parodontitis”.

Tandlægen eller tandplejeren kan hjælpe med at undersøge tilstanden. Hvis der er tegn på parodontitis, er der en række tiltag, der kan være med til at bremse udviklingen: 

Omhyggelige kontroller af mundhygiejnen, grundig vejledning ved hjælp af indfarvning af belægningerne på tænderne og øget fokus på renholdelse samt tandrodsrensninger. I nogle tilfælde ved fremskreden parodontitis kan det blive nødvendigt at foretage parodontalkirurgi ved enkelte tænder. 

Her opereres det dårlige væv væk, således at det igen bliver muligt at rense roden grundigt. Samtidig foretages en tilretning af tandkødet, så det bliver nemmere for patienten at holde det rent efterfølgende. Formålet med operationen er grundlæggende at sikre længere levetid for tanden. Det foregår under lokalbedøvelse. Efter behandlingerne skal regelmæssige kontroller ved tandplejeren overholdes for at sikre, at sygdommen ikke kommer igen.


Forebyg at sygdommen opstår

Da sygdommen rammer så stor en del af den danske befolkning, bliver vi også hele tiden mere oplyste om sygdommen. Foruden løse tænder, tandtab og nedsat tyggefunktion viser forskning, at parodontitis kan medføre forværring af andre betændelsestilstande i kroppen. ”Hvis sygdommen ikke bliver behandlet rettidigt eller lades ubehandlet, kan betændelsestilstanden og de bakterier, som sidder på tænderne og i vævene omkring tænderne, bidrage til patienternes sygdomme andre steder i kroppen. Der er f.eks. veldokumenterede sammenhænge mellem blandt andet parodontitis og diabetes og hjertekarsygdom”, siger Mette Rylev og uddyber: “Det allervigtigste er derfor at forebygge, at sygdommen opstår. Da det er bakterier på tænderne, som er årsag til sygdommen, sker forebyggelsen ved daglig renholdelse af tænderne”.

Hvad kan man selv gøre ved parodontitis?

  • Stoppe med at ryge
    Rygere har større risiko for at udvikle parodontitis i forhold til ikkerygere. Det første, røgen kommer i kontakt med, er mundhulen. Mange rygere er bekymrede for misfarvningerne, som cigaretterne forårsager, men fra et tandlægefagligt synspunkt er det langt fra det største problem ved rygning. Er du ramt af parodontitis, og fortsætter du dine rygevaner, så forværres sygdommen væsentligt, og risikoen for knogletab og mistede tænder øges.

  • Vær opmærksom på god mundhygiejne
    Tag en god snak med din tandlæge eller tandplejer omkring valget af tandbørste, der passer til netop dine tænder og dit tandkød. Få en grundig vejledning i, hvordan du børster dine tænder rigtigt, og få vejledning til valget af tandtråd eller mellemrumsbørster.

Fakta om parodontitis

  • Parodontitis er en betændelsessygdom, som forårsager tab af tændernes fæste og efterfølgende nedbrydning af knoglen

  • Ved fremskreden parodontitis vil tandkødet trække sig tilbage og gøre tandens rod synlig. Nogle mennesker oplever desuden, at tænderne bliver løse og flytter sig, og at de har dårlig ånde

  • Ved længere tids ubehandlet parodontitis vil kroppens immunforsvar anse tanden som en infektion. Tandens knoglevæv omdannes herefter til blødt væv, og herefter bliver tanden løs

  • Parodontitis giver sjældent gener, før sygdommen er alvorlig. Derfor er det en god idé at holde øje med vedvarende blødning i forbindelse med tandbørstning, da det kan være et symptom på parodontitis. Foruden selv at være opmærksom på blødning, bør man gå regelmæssigt til tandlæge eller tandplejer for at få kontrolleret tandkødet.
  • Ca. 40 % af Danmarks voksne befolkning lider af varierende grader af parodontitis

  • Parodontitis kan medføre forværring af andre betændelsestilstande i kroppen. Der er eksempelvis veldokumenterede sammenhænge mellem blandt andet parodontitis og diabetes og hjertekarsygdom

  • Det bedste våben mod parodontitis er god mundhygiejne, ingen rygning og regelmæssige tandlægebesøg

Fra mund til mavesår, leddegigt og Alzheimers sygdom

Det stærkeste videnskabelige grundlag for en forbindelse mellem mundens sundhed og kroppens generelle sundhed er ifølge Wenche Borgnakke i diabetes, men der er også stigende evidens for, at bakterierne i de dybe tandkødslommer har indflydelse på andre sygdomme.


Mundhulebakterier kan rejse rundt i hele kroppen

I det danske sundhedssystem er tænderne adskilt fra resten af kroppen, men intet kunne være mere forkert, mener danske Wenche Borgnakke, der er seniorforsker ved University of Michigan. En række studier fastslår nemlig, at sygdom i munden og sygdom i kroppen gensidigt kan påvirke hinanden.


Læs hele magasinet “Tandsundhed”

Magasinet ”Tandsundhed” er udarbejdet med et ønske om at højne sundheden. Ikke bare tændernes sundhed, men hele kroppens sundhed. Her kan du læse og downloade hele magasinet med samtlige de artikler om tandsundhed, sammenhængen mellem mundens og kroppens sundhed samt gode råd.


×
Smile Design Book tid Ny patient Find tandlæge Menu