Hvad betyder mine symptomer?

Jeg har isninger i tænderne

Hvis du netop er vendt hjem fra et tandlægebesøg, hvor du har fået renset tænder eller fået en ny fyldning, kan det af og til give isninger, når du bider sammen eller drikker noget koldt

Læs mere

Det kan vare et par dage, før tændernes følsomhed igen har neutraliseret sig, men aftager det ikke, bør du give tandlægen et kald.

Isninger kan også skyldes et hul i en tand, en fyldning, der skal skiftes, eller en tand, der er revnet. Isninger kan også opstå, hvis du har forkert børsteteknik og derved får børstet for hårdt og får børstet tandkødet i en grad, så det blotter tandens nerve for meget.
Er isningerne vedvarende og generende, anbefaler vi, at du kontakter din tandlæge, så årsagen kan undersøges og behandles, inden symptomet udvikler sig yderligere. Og så er det altid en god idé at benytte en skånsom tandpasta (f.eks. Sensodyne eller Zendium).

Det gør ondt, når jeg tygger

Hvis det gør ondt, når du tygger, kan det skyldes flere ting: En af de hyppigste årsager er en revne i tanden (også kaldet infraktion). Det kan også skyldes, at du har et mellemrum mellem tænderne

Læs mere

hvor maden har tendens til at sætte sig fast. Det kan
være smertefuldt, og du skal selvfølgelig starte med at få fjernet maden med en tandstik. Hvis det er et tilbagevendende problem, at maden sætter sig fast, så opfordrer vi til, at du kontakter din tandlæge, så du kan få lavet en ny fyldning, og så tænderne igen har ”skulder ved skulder-kontakt”.
• Det kan også skyldes, at du har en fyldning, der er gået løs og dermed skal skiftes.
• Eller også kan det skyldes en infektion ved tandens rod, så du tygger tanden ned i det ømme punkt, hver gang du tygger. Hvis der er et hul i tanden, der er nået helt ind til nerven i tanden, så vil det være en jagende smerte, der kommer og går.
• Det kan også skyldes, at du har knækket noget af din tand, og tandens nerve dermed er blevet blottet.
• Hvis du lige har været ved tandlæge og fået lavet et hul, så kan det være, at din nye fyldning er for høj, og du skal derfor kontakte din tandlæge, så den kan blive tilpasset.

Det bløder, når jeg børster tænder

Det er tegn på en betændelsestilstand i tandkødet. Der kan rettes op på betændelsen ved at opretholde en ekstra god mundhygiejne med korrekt tandbørsteteknik 

Læs mere

samt brug af tandtråd eller mellemrumsbørster. Oplever du vedvarende blødning, kan tandkødsbetændelse være et tegn på tandkødssygdommen parodontitis (paradentose), som er behandlingskrævende.

Jeg har dårlig ånde

Dårlig ånde skyldes, at udåndingsluften indeholder ildelugtende gasser. Disse gasser kan stamme fra luftvejssystemet, maven eller tænder og tandkød.

Læs mere

Det kan ofte være i forbindelse med betændelsesprocesser, hvor bakterier frigør disse gasser, der medfører dårlig ånde.
Stammer gasserne fra en betændelsesproces i mundhulen, vil din tandlæge kunne lokalisere problemet og iværksætte behandling, der kan fjerne den dårlige ånde. Kan din tandlæge ikke finde en årsag til den tilbagevende dårlige ånde, kan du blive henvist til en øre-næse- og halslæge, der kan undersøge de dybere dele af luftvejssystemet.

Jeg har blister i munden

Blister smitter ikke, men de er ofte smertefulde og til irritation. En blist er et mindre sår på slimhinden, som typisk går væk af sig selv efter 8-10 dage.

Læs mere

De kan opstå i forbindelse med et
nedsat immunforsvar, men det kan også være arveligt at døje med blister. Vi ser også, at stress, hormonelle forandringer og vitaminmangel kan være medvirkende til blister. Hvis du ofte får blister, kan du prøve at skifte tandpasta til f.eks. Zendium, som er en skånsom tandpasta. Du kan også anvende mundsalve, der er egnet til formålet.


Læs hele magasinet “Tandsundhed”

Magasinet ”Tandsundhed” er udarbejdet med et ønske om at højne sundheden. Ikke bare tændernes sundhed, men hele kroppens sundhed. Her kan du læse og downloade hele magasinet med samtlige de artikler om tandsundhed, sammenhængen mellem mundens og kroppens sundhed samt gode råd.


×
Smile Design Book tid Ny patient Find tandlæge Menu