Personer har forskellige adfærd – med inspiration fra andre brancher kan dette begrundes i: Behov, betalingsevne og prioritering

I andre brancher er det normalt at analysere efterspørgslen efter varer og ydelser efter hhv. behov, betalingsevne og prioritering. Dette er forsøgt oversat til dentalbranchen til hhv. behandlingsbehov, betalingsevne og viljen til den rette behandling. Med udgangspunkt i disse faktorer, kan efterspørgslen efter behandling og udviklingen heri over de kommende år estimeres indenfor den danske dentalbranche. Hver faktor analyseres nedenfor:

Øget befolkningsvækst i Danmark imod 2030 hovedsageligt grundet flere ældre

Det samlede befolkningstal i Danmark forventes at runde 6 mio. i løbet af 2025. Jf. DST vil vi se en befolkningstilvækst i Danmark på 5,2% frem til 2030
Det er primært de 60-79-årige og 80-årige og derover, der bliver flere af:
• Gruppen af 60-79-årige forventes at vokse med 130.000 frem mod 2030 hvilket er svarende til 11% flere end i dag.
• Gruppen af folk over 80 år forventes at vokse frem mod 2030 med omkring 178.000 svarende til 70 pct. flere end i dag.
Den øgede befolkning og ikke mindst det, at der kommer flere ældre, vil alt andet lige øge behandlingsbehovet.

Befolkningens koncentration i de store og mellemstore byer forventes at fortsætte

Ifølge DST forventes den nuværende tendens, med en befolkning, der især koncentreres i de store og mellemstore byer, at fortsætte.
11 kommuner (København, Frederiksberg, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg, Vejle, Randers, Viborg, Horsens og Silkeborg) forventes at have rundet 100.000 indbyggere i 2030. Pr. 1. januar 2019 havde kun syv kommuner over 100.000 indbyggere. Befolkningstilvæksten er især knyttet til udviklingen i byen.

København og Østjylland repræsenterer hhv. 31,7 pct. og 26,5 pct. af den samlede forventede befolkningstilvækst på landsplan. Vi vil ligeledes fortsat se en stadig stigende andel ældre i befolkningen. I 2030 forventes 22,4 pct. af befolkningen at være ældre end 65 år mod 19,6 pct. i 2019. Kun kommuner med store studiebyer og enkelte andre kommuner i Storkøbenhavn samt Skanderborg Kommune, vil i 2030 have en befolkning, hvor andelen af ældre udgør mindre end 20 % af kommunens samlede befolkning.

Forbedret tandsundhed, men opgaver med forebyggelse og sundhedsfremme, særligt for ældre forventes øget

Mundsundhed – almen sundhed*
Som beskrevet på de foregående sider, forudses ældre mennesker at leve længere og ventes tillige at have almen-medicinske sygdomme samt nedsat fysisk og kognitiv funktionsevne. Dette øger risikoen for udvikling af tand- og mundsygdomme. Jf. Sundhedsstyrelsen forventes antallet af ældre, der har brug for omsorgstandpleje som følge af markant nedsat funktionsevne, at stige gradvist.

Således øges omfanget af komplekse sygdomsbilleder som følge af sammenhængen mellem tand-og mundsygdomme og almenmedicinske sygdomme, og tandbehandlingsopgaverne vil være krævende.
Opgaver med forebyggelse og sundhedsfremme, særligt for svagelige ældre med almen-medicinske sygdomme samt nedsat fysisk og kognitiv funktionsevne, forventes øget for denne gruppe

Kilde: Sundhedsstyrelsen – Tandplejeprognose 2018-2040, side 51-52

Flere og sundere tænder, men ressourcestærke voksne og flere ældre forventes at efterspørge mere komplekse tandbehandlinger

Tandtab*
Tandtab hos voksne, særligt blandt de ældre, forventes at blive gradvist reduceret, og kun få procent af voksenbefolkningen forventes at være tandløse om 10 år. Jf. Sundhedsstyrelsen vil dette medføre en reduktion i behandlinger med aftagelige helproteser, hvilket i begrænset omfang forventes at øge efterspørgsel efter behandling med aftagelige delproteser i perioden indtil ca. 2025.

Ressourcestærke voksne forventes i stigende grad at efterspørge mere komplekse tandbehandlinger, hvor manglende tænder ønskes erstattet med faste kroner eller broer understøttet af implantater.
Det forventes, at der i løbet af de næste 20 år vil være et betydeligt behov for enkelttandsimplantater, som vil kræve forebyggelse og vedligeholdelsesbehandling.

*Kilde: Sundhedsstyrelsen – Tandplejeprognose 2018-2040, side 51-52

Den gennemsnitlige disponible indkomst korrigeret for prisudviklingen er vokset over de sidste 10 år

Om end indkomstuligheden vokser fortsat og flere personer lever i lavindkomstfamilier, er den gennemsnitlige disponible indkomst (korrigeret for prisudviklingen) vokset over de sidste 10 år. Jf. Danmarks Statistik er indkomstniveauet i løbet af de seneste ti år stort set uforandret for de 10 pct. med laveste indkomst, hvorimod dem i toppen af indkomstfordelingen har oplevet indkomststigninger. Dette kommer til udtryk i form af bl.a. andelen af personer med en disponibel indkomst over DKK 500.000 har været stigende de seneste 10 år gående fra 1,3% i 2009 til 4,1% i 2017.

Stigende udbetalinger af særligt arbejdsmarkedspensioner, samt indførsel og forhøjelser af ældrecheck har betydet, at mange pensionister i 2017 har højere indkomst end generationen før dem. Indkomst-gabet mellem mænd og kvinder er blevet mindre gennem de sidste 25 år. Det gælder særligt i aldersgruppen 40-64 år. (kilde DK Statistik). Der er stor forskel i den disponible indkomst, alt afhængig af hvlken landsdel du er bosiddende i. Den disponible indkomst er højest i og omkring hovedstaden samt i Østjylland, hvorimod jo længere du kommer væk fra disse områder, er den gennemsnitlige disponible indkomst faldende.

Større andel af befolkningen med en videregående uddannelse og dermed en rigere befolkning

Andelen af befolkningen, der tager en videregående uddannelse er vokset støt over de sidste 10 år fra 25% i 2009 til 32% i 2018. Denne udvikling forventes at fortætte fremadrettet. Der er en meget klar sammenhæng imellem uddannelsesniveau og den disponible indkomst. Folk med

lang videregående uddannelse har en gennemsnitlig disponibel indkomst, der ca. er 63% højere end folk med en erhvervsuddannelse. Et højere uddannelsesniveau i befolkninger betyder også en mere oplyst befolkning, der vil være mere bevidst om egen adfærd og egen sundhed og udseende.

Viljen til den rette behandling – Evidens for at kvinder, ældre, højere indkomst og etnisk danskere bruger flere penge på tandsundhed

Karakteristika for folk med LAV prioritering:
• I denne gruppe finder vi folk, der sjældent eller aldrig går til tandlæge
• Besøg er ofte i forbindelse med smerte, før større rejser eller inden eventuelle operationer
• For patienter i denne gruppe, ser vi oftere følgende adfærd:
– Højt niveau af udeblivelse og afbud
– Åbenheden for ”den rigtige” behandling (f.eks. krone, implantat) er lav
– ”tager den enkleste og billigste løsning”
– Udtrykt eller oplevet, at tandlægen finder mere, end der er
• Ovennævnte adfærd er i mindre grad, end oftest vurderet, afledt af den økonomiske formåen
• Det miljømæssige som tandlægeskræk spiller en stor rolle, lige som livets forskellige facer spiller ind
• Mødre prioriterer ofte børnene over sig selv, imens de har børn, men bliver ofte mere opmærksom på egne behov, når børnene flytter hjemmefra
• En stor del af denne gruppe er dog påvirkelige og ”flytbare” ved den rette dialog med tandlægen

Karakteristika for folk med HØJ prioritering:
• Gruppen tænker ofte langsigtet i forhold til det at ”holde sig”
• De forstår, at kroppen og tænderne slides, men accepterer nødigt, at det ikke kan repareres
• Løsningen behøver ikke være den bedste, men skal være den rigtige. Åbenheden er stor for behandlingsforslag, der ”sikrer mine tænder og smil, hele livet”. Faktisk kan det være tandlægens manglende oplysninger om behandlingsmuligheder, der er begrænsende for, hvad patienten får lavet
• Tillid mellem patient og behandler er afgørende. Det gælder både tillid til, at tandlægens anbefalinger alene tager sigte på patientens tarv (tandlægen kender mig og mine ønsker), og at der er tryghed i forhold til de faglige kompetencer, særligt ved de mere krævende indgreb

Stigende andel af personer, der årligt besøger tandlægen. Tandlægebesøg er mest udbredt blandt kvinder

I 2013 ændredes tilskudsreglerne til voksentandplejen, hvilket kan have forårsaget et fald i antal tandlægebesøg. Dette kan dog ikke være eneste forklaring, da faldet ses at være signifikant, hvorfor vi er enige med tandlægeforeningen i, at der var en ændring i opgørelsesmetoden fra DK Statistik.
Andelen af befolkningen der besøger tandlægen, er vokset siden 2014. Jf. Danmarks statistik besøger gennemsnitligt 53,9% af befolkningen over 18 år årligt tandlægen.

I 2018 besøgte 57,6% af kvinderne tandlægen, hvorimod det tilsvarende tal for mænd kun var 50,1%. Der er således stor forskel imellem kvinder og mænds opfattelse af behovet for at gå til tandlæger, men hænger også sammen med kvinders behov og adfærd i andre sundhedsmæssige og kosmetiske områder

Tandlægebesøg er ligeledes mest udbredt hos ældre og etniske danskere

Som det ses, har alderen en signifikant indflydelse på, hvor ofte man går til tandlægen. 64,2% af befolkningen over 60 år har jf. Danmarks Statistik besøgt tandlægen i 2018, hvorimod kun 38,2% af de 18-29-årige besøgte tandlægen i 2018

Herkomsten har ligeledes signifikant indflydelse på, om fok går til tandlæge eller ej. Således er der jf. DST kun 24,4% af indvandrere til Danmark, der årligt besøger tandlægen, og 58,4% med dansk oprindelse

Personer med høje indkomster og personer med en stærk socioøkonomisk status

Indkomst har en signifikant påvirkning på, om folk tager til tandlæge. 25 procent af borgerne, der har de laveste indkomster, springer typisk tandlægebesøget over. Således var der cirka 34,5% fra denne indkomstgruppe, der var hos tandlægen i 2018. I takt med at indkomstniveauet stiger, er der flere borgere, der vælger at gå til tandlægen. For gruppen med de 25 procent af borgerne, som har de største indkomster (den 4. kvartil), var næsten 70 procent hos tandlægen i 2018.

Tilsvarende indflydelse har den socioøkonomiske status, dvs. din jobsituation og dermed indirekte din uddannelse

Note: I Herkomst og Socioøkonomisk status er ”I alt” angivet 53,6%, hvorimod de øvrige er 53,9%. Data er hentet fra Danmarks Statistik. Vi er ikke bekendte med forskellen

Nyhedsmail

Tilmeld dig ORIS Tandlægernes nyhedsmail og få direkte besked, når vi har nye artikler og nyheder. Hvis du blot udfylder formularen her, så modtager du automatisk vores næste nyhedsmail. Du kan altid framelde dig, hvis du ikke ønsker nyheder fra os.

Med nyhedsmailen ønsker vi at sætte kendsgerningerne i fokus, og vi opfordrer jer til at komme med jeres kommentarer på emnerne, så vi kan få en drøftelse om branchens fremtid. Vi bestræber os på at bibringe branchen viden baseret på facts, så der kan træffes bedre beslutninger på et oplyst grundlag.


×
Smile Design Book tid Ny patient Find tandlæge Menu