”Det bedste, jeg kan have, er faktuelle oplysninger, det næstbedste er ingenting, og det værste er forkerte oplysninger”. Sådan lyder det fra direktør Søren Bach, der sammen med tandlægerne startede ORIS Tandlægerne med forudsætningen om, at data skulle kunne danne grundlag for at dele viden på tværs af klinikkerne.   

“Facts are friendly” har alle dage været omdrejningspunktet for ORIS Tandlægerne. Da en gruppe tandlæger og Søren Bach startede ORIS var det afgørende, at der blev bygget et komplet system, hvor data fra klinikkerne kunne hentes, sammenlignes og anvendes på tværs. Alt sammen med det formål at kunne lokalisere best practices og følge op på adfærdsmønstre.

”Hvis vi vil gøre en forskel som kæde, så handler det ikke om at kunne købe vatrondeller billigere ind, men at strukturere og bruge vores viden til at overføre de bedste fremgangsmåder på tværs af klinikkerne og dermed blive bedre. Det giver værdi for patienterne, for ORIS og ikke mindst behandlerne”


Data-viden-værdi

I tandlægebranchen er der tonsvis af data, men grundlæggende kan man sige, at data først bliver til viden, når det sættes i kontekst, og det skaber først værdi, når vi lærer, hvordan vi kan bruge det.

I ORIS danner data og dialog med behandlerne grundlag for samtlige beslutninger. Netop derfor har det været afgørende at opbygge vores business intelligence platform, hvor vores data omdannes til beslutningsklar viden.  

Når vi fra vores hovedkontors side arbejder ud fra et faktuelt grundlag, så kan det sammenlignes med det tandlægefaglige miljø på klinikkerne, hvor behandlerne også altid træffer beslutninger på faktuelt grundlag; ingen behandlinger igangsættes uden fakta er på plads (røntgenbilleder, diagnostik, journalisering osv.).


To områder hvor data giver mening

1) Tandplejerandel

Et af de områder, hvor data har givet brugbar indsigt, er i forhold til tandlægernes tandplejerandel. Det vil sige, hvor stor en del af det arbejde, tandlægen udfører, der kunne have været udført af en tandplejer. Fakta er, at 2/3 af det arbejde, der udføres på en traditionel tandlægeklinik juridisk set må udføres af en tandplejer. Denne faktuelle oplysning fortæller os, at hvis vi kan have tilstrækkelig tandplejerkapacitet på klinikkerne, kan det frigive tandlægernes tid til behandlinger. 

I en tid med tandlægemangel, og hvor flere og flere patienter oplever ventetid hos tandlægerne, vil dette frigive tider til disse patienter og samtidig betyde signifikant løft i timeomsætningen og dermed også i tandlægernes personlige indtjening.

Vi kan dog se, at selv på de klinikker, hvor vi har tilstrækkelig tandplejerkapacitet, ser vi markante udsving i, hvor meget tandplejerarbejde, tandlægerne laver. Der kan selvfølgelig være naturlige årsager hertil, men det at vi kan se det i tallene og benchmarke til kollegaerne på de øvrige klinikker har vist sig at være et wake-up call for flere af behandlerne. Et godt eksempel er tandlæge, Jesper Stigaard Nielsen, som er lykkedes med at halvere sin tandplejerandel

Man er jo tilbøjelig til at gøre, som man plejer, men det at få fakta ift. mine øvrige kolleger i ORIS gjorde, at jeg begyndte at tænke mere over mit mønster. Jeg flyttede flere undersøgelser over til tandplejerne og fik dermed frigivet mere luft til at fokusere på behandlingerne. Det har givet rigtig god mening for mig personligt, men også for klinikken

Jesper Stigaard Nielsen
Tandlæge hos ORIS Tandlægerne i Sæby og Aalborg


Har det fra hovedkontorets side været nemt at snakke tal med behandlerne?
Det korte svar er nej. Det ligger i ORIS’ DNA, at fakta alene må dreje sig om adfærd og optimering af fagligheden og ikke om optimering af omsætningen. Vi ved, at der ikke må være et pres på behandlernes omsætning med henblik på at optimere klinikkens drift. Det er og skal være fagligheden, der motiverer tandlægebranchen.


2) Projekt ydelsesmønster

I december 2022 startede vi et af vores store fokusprojekter ”Projekt Ydelsesmønster”, hvor vi teamede op med Torben Andersen, som er tidligere tandlæge og yderst velbevandret i tandlægeydelserne. Han turnerer netop nu rundt på ORIS-klinikkerne, hvor han har dialog med behandlerteamet omkring korrekt brug af ydelserne. Vi igangsatte projektet, da vi kunne se, at på en række af vores klinikker lå brugen af specifikke ydelser bekymrende lavt. Vi kan dog ikke se, om det er fordi ydelserne ikke er blevet udført eller ikke er blevet registreret.

Projekt Ydelsesmønster er et projekt, hvor aktualiteten i vores tal giver værdi. Projektet handler dels om anvendelsen af korrekte ydelser og dels om at lære at bruge vores mange data til noget konstruktivt og at skabe et miljø, hvor tal bliver en naturlig del af hverdagen. For Torben Andersen har mødet med ORIS Tandlægernes datasæt givet unikke muligheder:

I ORIS er der en helt unik adgang til data. Vi kan hele tiden følge med i, hvad der sker og vigtigst af alt, så er det dynamisk. Data er konstant opdateret, og det gør det yderst brugbart, for så kan der rent faktisk handles på det. Hvis vi alene navigerer efter regionernes kontrolstatistikker, så vil vi altid være bagefter. De fremsender kun 12 måneders data én gang årligt og to måneder efter året er afsluttet, dvs. når den data der er tilgængelig, er af ældre dato, så er sandsynligheden for at de bliver benyttet mindre og ikke mindst relevansen heraf

Torben Andersen
Tandlægekonsulent og tidligere tandlæge

Fakta er med til at aflive mavefornemmelser

”Der er huller i bøgerne”, ”Patienterne prioriterer tandlægebesøgene fra”, ”Det bliver et svært år”. Det er bare nogle af bekymringerne fra branchens ekkorum. Selv en analyse fra et af de større revisionsselskaber sluttede med påstanden om, at der i 2023 tales om huller i bøgerne i branchen. Men er det fakta eller mavefornemmelse?

Det faktuelle for vores vedkommende er, at udnyttelsen af aftalebøgerne er højere i år end sidste år, og at omsætningen også ligger pænt foran over samme periode sidste år, også når vi korrigerer for prisstigninger.  

”Hvis man sidder og træffer beslutninger baseret på mavefornemmelser, i stedet for at træffe beslutninger på faktuelt grundlag, så er det igen, vi siger: Det bedste, vi kan have, er faktuelle oplysninger, det næstbedste er ingenting, og det værste er forkerte oplysninger” lyder det afslutningsvis fra Søren Bach.

Tak fordi du læste med

Hvis du har kommentarer til artiklen, input til emner, der kunne være relevante at tage op eller blot har lyst til at høre mere, så hører jeg meget gerne fra dig. Du er velkommen til at sende mig en mail eller ringe.

Har du endnu ikke set seminaret omhandlende Dansk Tandsundhed 2030 kan du finde det her: oris.dk/tandsundhed

Søren Bach
Direktør, ORIS Tandlægerne
Mobil: 61 68 11 12, Mail: sb@oris.dk

Nyhedsmail

Tilmeld dig ORIS Tandlægernes nyhedsmail og få direkte besked, når vi har nye artikler og nyheder. Hvis du blot udfylder formularen her, så modtager du automatisk vores næste nyhedsmail. Du kan altid framelde dig, hvis du ikke ønsker nyheder fra os.

Med nyhedsmailen ønsker vi at sætte kendsgerningerne i fokus, og vi opfordrer jer til at komme med jeres kommentarer på emnerne, så vi kan få en drøftelse om branchens fremtid. Vi bestræber os på at bibringe branchen viden baseret på facts, så der kan træffes bedre beslutninger på et oplyst grundlag.


×
Smile Design Book tid Ny patient Find tandlæge Menu