En af verdens nordligste tandlæger –
en tandlæges fortælling

Jeg blev lettere forvirret over beskeden, for der var to læger på hospitalet, der utvivlsomt havde noget mere erfaring i skudsår end en forholdsvis nyuddannet tandlæge. Hvorfor ringer de så efter mig? Det var lørdag aften, og selvom jeg var ved at pakke min rygsæk til en dagslang vandretur til fjelds dagen efter, smed jeg, hvad jeg havde i hænderne, og tog afsted til noget, jeg senere skulle komme til at tænke meget på.

Hospitalets medarbejderstab bestod dengang af syv sygeplejersker og to læger, der alle boede på hospitalet. På en normal dag var der tre sygeplejersker og to læger på arbejde, men efter kl 16 var kun en læge og en sygeplejerske på vagt.

Denne aften havde cheflægen fri, og en vikarlæge med meget lidt erfaring, som kun skulle være på basen i 14 dage, havde vagten.

Da jeg kom til skadestuen, stod den erfarne cheflæge i morgenkåbe. Den vagthavende læge havde kaldt sin chef, der nu stod og vuggede på forfoden over patienten, med tommelfingrene ud over lommekanterne og med en rødvinsånde, der vidnede om, at han havde fri. “Det ligner mere tandlægearbejde”, kommenterede han, sikkert for at frigøre sig for yderligere forpligtelser og med de ord se sit snit til at forlade scenen.

Alle kiggede på mig. 

273 rejser til Grønland og to årtier senere sidder jeg i skrivende stund i min hytte langt til fjelds og kan se isbjergene i fjorden og indlandsisen strække sig langt ud i horisonten.

Det er denne uendelighed og de faglige udfordringer, der fik mig til at tage 272 rejser mere – og jeg er slet ikke færdig endnu.

Thule emmer af historier. Om Knud Rasmussens fem thuleekspeditioner, Pearys nordpolsekspeditioner og om alle de andre, der har søgt det arktiske, herunder kardiografen Lauge Koch, Peter Freuchen og handelsstationen på Thule.

Jeg har fundet en god balance i at arbejde på de hjemlige klinikker og rejser til Nordgrønland, som nu, hvor jeg tager nordpå hver ottende uge. I dag er mine patienter primært US AirForce-soldater og –officerer, resten er danske thulearbejdere og fangere fra distriktet.

Det er en skønsom blanding af behandlinger, og man skal holde tungen lige i munden, når man skal navigere rundt i materialevalg og journal-skrivning, afhængig af om det er den ene eller anden patient, man behandler.

Hver gang, det er tid til endnu en tur til Thule, glæder jeg mig til at komme herop og opleve.

Naturmæssigt og kulturelt er meget, som det var, da Peter Freuchen og Knud Rasmussen havde deres handelsstation her for omkring 100 år siden.

Der kommer stadig fangere ind fra de små bygder på hundeslæde om vinteren og i små både om sommeren. Thule er ligesom hovedstaden i området, selvom der bor færre end 800 mennesker i hele distriktet fra Kap York til Siorapaluk. Selv har jeg været på mange slæderejser med fangere på både bjørneog sæljagter, og hver gang er det så storslået, at jeg har svært ved at fatte, at det er virkeligt.

Den primusfremstillede kaffe, pibetobakken og strømmen på laptoppen er ved at rinde ud her i hytten. Mens jeg har griflet, har ræven lusket rundt, og sneharen ligeså. Vinden er tiltagende fra nord, og de sidste rester af efterår med snefrit fjeld ved at forsvinde. I dalen ved hytten har jeg holdt øje med en
flok snegæs og en flok moskusokser, der har haft et stramt program med at tanke depoterne op, inden temperaturen falder yderligere. Om nogle dage er snegæssene trukket sydpå, og moskusokserne har samlet sig i større flokke.

Vagthavende sygeplejerske har netop kaldt mig ind til klinikken til behandling af en sømand med tandpine, fra ekspeditionsskibet Lauge Koch – ikke helt så dramatisk som mit første opkald, men man ved aldrig, hvad arbejdsdagen bringer på disse kanter.

Det hele er fantastisk!